DSB S 740 Historie
S-maskinerne
Da første verdenskrig sluttede i 1918, begyndte jernbanetrafikken i Danmark igen at vokse. Til afløsning for en række af Otto Busses lokomotiver fra omkring århundredeskiftet (Litra O, K, D og C) konstruerede Borsig fabrikkerne i Berlin R- S- og H-maskinerne, der alle var 3-cylindrede. R-maskinerne var dog en videreudvikling af de før krigen leverede 2-cylindrede R-maskiner. Til brug for trafikken omkring København kom S-maskinerne til at afløse de svagere O-maskiner bygget i årene 1896-1901.
S-maskinerne blev det eneste tenderlokomotiv blandt de nye 3-cylindrede typer, der fik hjulstillingen 1C2. De første to maskiner, S 721 og 722 leveredes i 1924 fra Borsig. Kort efter bestiltes yderligere 18 lokomotiver af denne type fra Frichs i Århus, og disse leveredes i 1927-28. S-maskinen kom til at køre på banerne øst for storebælt i hele deres aktive liv ved DSB, først på nærbanerne til Holte, Rungsted, Hillerød, og Helsingør, og senere til Korsør, Næstved, Gedser og Kalundborg. Det var i forbindelse med kørslen til Gedser, at kulforrådet blev forøget, og kulkassen fik den udformning vi kender idag. De markante røgskærme var kommet til i midten af 1930'erne, fordi dampen fra skorstenen havde en tendes til at slå ned omkring kedlen og dække for personalets udsyn. S-maskinerne kørte på de sjællandske baner indtil overgangen til dieseldrift i 1960'erne, hvorefter de fleste blev udrangeret. To blev bevaret, S 736 og 740, og begge blev brugt til en del udflugtstog frem til midten af 1970'erne, hvor de blev henstillet.
S 740 og dets særlige karriere
I slutningen af 1960'erne og begyndelse af 1970'erne fremførte S 740 en lang række udflugtstog, både på DSB og på Privatbanerne, som regel med afgang fra Hovedbanegården i København. I 1973 udløb det af revision og efterfølgende tog blev fremført af S 736. Formelt overgik S 740 til Jernbanemuseet, mens S 736 en tid forblev i DSB materielpark.
I 1979 kom en englænder ved navn Mike Bradley til Danmark for at købe et lokomotiv. Han havde udset sig R 959, som på det tidspunkt var delvist i privateje efter en tid som stationær dampkedel ved Albani bryggerierne i Odense. Men da han nåede frem til Danmark, fik han at vide fra DSB, at dette lokomotiv ikke længere var til rådighed. Maskinen var vendt tilbage til DSB, men blev senere skåret til skrot. Men for at Mike Bradley ikke skulle være kommet helt forgæves til Danmark, fik han at vide at der var et andet "overskydende" lokomotiv, som DSB skulle skaffe sig af med (idet S 736 skulle overgå til Jernbanemuseet). Han besigtigede S 740 i Gedser og købte det kort tid senere for skrotværdien.
S 740 i England
DSB leverede lokomotivet til havnen i Esbjerg, hvor det blev læsset på en blokvogn og kørt ombord i en af DFDS's RO-RO færger. Fra Esbjerg gik turen til Newcastle, og i løbet af julen og nytåret 1980 kørte lokomotivet af en snirklet rute (på grund af højt læs) til Wansford, en lille flække vest for Peterborough i Cambridgeshire.
I Wansford havde og har veteranbanen Nene Valley Railway til huse, og her gik Moke Bradley og hans venner igang med at gøre S 740 køreklar igen. Lokomotivet debuterede i 1980, og kørte indtil 1983 jævnligt på banen. I det sidste driftsår havde lokomotivet også sin "stjernestund", som medvirkende i James Bond filmen "Octopussy". Efter denne opgave blev der konstateret utætheder ved kedelrørene i røgkammeret, og forsikringsselskabet forbød videre drift. I de følgende år skete der intet med lokomotivet, dels fordi Mike Bradley ikke kunne enes med banens ledelse om betalingen for den nødvendige kedelrevision. Det stod under et tag i Wansford, men der kom aldrig rigtigt gang i den nødvendige kedelrevision.
Den lange vej hjem
I løbet af 1993 snakkede en lille kreds af medlemmerne i det daværende Helsingør Jernbaneklub, det nuværende Nordsjællands Jernbaneklub, frem og tilbage om selv at købe et lokomotiv. De havde nogle spareskillinger på lommen, og tænkte at det kunne være sjovt at supplere klubbens lokomotivpark med endnu en maskine. Denne ide viste sig dog hurtigt at være langt uden for disse personers formåen. Heldigvis for projektet flyttede en af den til London for at arbejde. Dermed var der etableret en ideel base for at undersøge et af de få mulige emner (for der er ikke mange lokomotiver som ville kunne opfylde de krav til trækkraft og aktionsradius som man med lidt fantasi kunne forestille sig), nemlig S 740.
Lange forhandlinger med Mike Bradley fulgte, som regel på en vindblæst perron i Wansford, eller i NVR's værksted, hvor Mike var igang med at istandsætte en svensk B-maskine (som han også er medejer af). Resultatet blev en aftale hvor Nordsjællands Jernbaneklub overtog lokomotivet mod betaling af et kontant beløb og levering af et antal reservedele til trykluftbremser.
Det næste skridt var at få lokomotivet hjemtransporteret. Her skulle der igen bruger en stor blokvogn, og turen gik i marts 1995 fra Wansford til Immingham ved Humberflodens munding. Herfra havde vi en aftale med DFDS, som var med til at sponsere overfarten til Esbjerg. Selve rejsen gik godt, men først efter en langvarig gyngetur på Nordsøen kom S 740 til Esbjerg. Her stod et arbejdshold fra jernbaneklubben parat og demonterede på stedet de tre drivstænger, således at lokomotivet uden at slide på cylindre og stempler kunne trækkes til remisen i Esbjerg.
Den 17. maj 1995 gik turen nordpå. Limfjordsbanen trak lokomotivet til Aalborg. Trækkraften var Skagenbanens M5, et af de klassiske dieselelektriske "marcipanbrød" fra frichs. Efter en lang tur hvor folkene som kørte med på S-maskinen lagde mærke til dens fine gang i sporet (på trods af en delvist fastrustet truck og de manglende drivstænger), ankom det mærkelige tog til Aalborg op ad formiddagen den følgende dag. I løbet af eftersommeren kom der gang i adskillelsen, som startede ved Limfjordsbanens remise. Først fjernedes førerhuset, hvorefter kedlen blev løftet fri i DSB's containerkran. Da dette var sket kunne kedel og undervogn hver for sig køres til det gamle værftsområde, hvor Aalborg Boilers har til huse, og hvor istandsættelsen skulle fortsætte.
Nordsjælland er det endelige mål for S 740's hjemtur, men vejen dertil er endnu lang. Ikke målt i afstand, men i arbejdet der stadig mangler før målet kan nås. Der sker løbende fremskridt og disse beskrives i Dagbog S 740. At nå målet kræver også en løbende indsamling af penge og andre former for hjælp. Siden Støt S 740 beskriver disse. Selv om målet er Nordsjælland, så er der i modsætning til DSB-tiden god mulighed for også at se S 740 køre i Jylland. Dette er især en følge af det meget fine forhold, der er opbygget til folkene i Aalborg, især medarbejderne i Aalborg Industries, men også de lokale jernbaneinteresserede, som er aktive i Limfjordsbanen.
