Projekt 2010

Erik Cletus Petersen
I sommerferien 2009 havde jeg fornøjelsen at
holde ferie på det dejlige højfjeldshotel Dalseter i Norge. På mine
mange vandreture i højfjeldet gik jeg og filosoferede over hvordan
det perfekte Veterantogscenter- og driftsdepot Græsted skulle se
ud. Alt blev vendt og drejet - ikke en eneste detalje undladt.
Desværre er der væsentlig højere til "loftet" i Norge end da jeg
kom hjem til Græsted og fik målt de sidste ting efter, helt
præcist, men alle hovedlinjerne i planen lykkedes det at få
gennemført i: "Projekt 2010".
I efteråret var der udbud på byggeriet. Tilbuddene indkom den i
november 2009, hvorefter evalueringen gik i gang. Hovedentreprisen
gik til Bundgaard Byg i Skanderborg, der har stor erfaring i
opførelse af vognhaller til flere jernbaneklubber samt Museumstog i
Randers.
De indledende sporarbejder
Det var med
stor spænding, at jeg havde set frem til i begyndelsen af april
2010 at skulle tilbringe to ugers ferie i Græsted med hårdt
sporarbejde fra kl. 7 til 21 hver dag. Udfordringen var her at få
lagt det nye sporskifte til spor 16, så det passede til vognhallens
skrå hjørne. Anders Dørge og jeg lagde hovederne i blød og efter
mange timers arbejde lykkedes det at projektere den "optimale"
løsning. Med hjælp fra sporbygger Torben Hansen og hans store
stærke maskineri fik vi lagt og samlet sporskiftet. Midt under
arbejdet kom vores tilsynsførende, overbanemester Willumsen fra
Lokalbanen forbi. Han smilede da han så det flotte sporskifte med
en bemærkning om, at han aldrig havde forestillet sig, at det
første og kraftigste beton-sporskifte på Lokalbanen kom til at
ligge inde på jernbaneklubbens område.
I forbindelse med stopbommen i spor 17, som ikke blev etableret da
man lagde sporet i 2008, opdagede vi, at fjernvarmerørene desværre
ikke lå så dybt som antaget. Efter en lille snak med
fjernvarmeværket, blev det aftalt, at rørene skulle graves dybere
ned og såfremt vi selv stod for gravearbejdet, kunne vi nøjes med
at betale for rørbøjningerne. Det er rart at vide, at rørene nu
ligger som de skal, selvom hele sporprojektet blev forsinket 3
dage. Den 7. - 8.maj knoklede vi på med den sidste sporramme og
stopbommen. Der kom desværre ikke så mange klubmedlemmer og gav en
hånd med som vi havde håbet, men med en ekstraordinær indsats fra 3
- 4 medlemmers side, lykkedes det alligevel at komme i mål. Dermed
er spor 16 og 17 nu helt færdige og resultatet er blevet rigtig
flot.
Presenningshallen
Normalt vil man trække presenningsduen af og skille
hele skelettet ad, men hvem og hvornår ville det så blive stillet
op igen? I min fantasi så jeg hele teltet "hænge" på vores adskilte
bogievogn HHB A1 og med L1 kunne jeg trille hele teltet 30 meter
hen mod vognhallen. Præcist som i fantasien, gik 12 ivrige
medlemmer lørdag den 17.april i gang med at løfte benene op på
teltet, så de 4,2 meter lange bjælker kunne lægges under. På mindre
end en time var teltet fri af undergrunden og L1 trak af sted med
A1 + telt. Ud med A1 og 12 raske medlemmer med hver deres
pinsestang fik på mindre end 20 minutter pinset teltet fra spor 15
til spor 16. Efter en del snak blev vi enige om at anvende to
deployers i stedet for A1. Det lod sig gøre, fordi de mange skrå
sidestøtter gjorde teltvæggene meget stive, så to løftepunkter var
tilstrækkeligt. Kort tid efter stod teltet i spor 16 bag vognhallen
og de lange anker-spyd kunne med tryklufthammeren let bankes ned i
den hårde undergrund. Jeg må sige, at det virkeligt har pyntet, at
teltet er kommet væk fra forpladsen og nu står omme bagved, hvor
det ikke ses.
Olievognen og spor 10
Da jeg gik i de norske fjelde kunne jeg se olievognen, tankvognen
og brændevognen opstillet på gamle gryde-sporrammer langs
trådhegnet ud mod Lokalbanens hovedspor, netop her, hvor der fra
1880 og indtil for få år siden lå et sidespor. Da jeg kom hjem og
fik det hele målt op, var der kun plads til olievognen og
tankvognen. Da vi fik projekteret spor 10, kunne enhver nok se, at
det ville blive trangt med pladsen, hvis også tankvognen skulle
flyttes over, hvorfor vi enedes om kun at flytte olievognen.
Det næste sporarbejde
Anden og sidste del af
sporarbejdet blev udført i løbet af 10 dejlige solrige juli-dage,
hvor vi med stor hjælp fra sporbygger Jes fik rykket rundt på
sporrammerne til spor 13 og 14. Sporene fik præcist det forløb, som
jeg havde planlagt og Trafikstyrelsen har da også efterfølgende
godkendt alle vore sporændringer. Det var en rar fornemmelse at få
hjælpevognen til at stå netop der, hvor vi havde ønsket os det i
mange år. Et billigt tilbud om et læs stabilgrus fik hele
forpladsen til ikke alene at se pæn ud, men nu kan gaffeltrucken
køre over alt uden at køre fast i blød jord.
Efter børnedagene i september ryddede vi hele forpladsen for at
byggearbejdet kunne afvikles. Det betød imidlertid, at der stod
vogne alle vegne og helt ud til afsporingshunden, så hvis/når vi
skulle ud måtte vi starte 2 diesellokomotiver for at flytte vogne
til side. Heldigvis havde vi kun en lille håndfuld særtog med S50
og L1 i denne periode, så det gik.
Brændevognen har længe været lidt af et problem, da den udgør en
ikke ringe brandrisiko i tilfælde af at en pyroman kommer forbi.
Men så fik Ib den brillante idé, at hvis vi fik ryddet op ovre i
"pulterkammerhjørnet" ind mod Silvan, så kunne vi placere
brændevognen her, mindst 4 meter fra vognhal 2s ende gavl og
samtidig ville den ikke optage dyr sporplads. Det ville også være
noget lettere at komme til brændet, så en travl søndag med
gaffeltruck og en lille gravemaskine, vi havde lånt, gjorde
flytningen mulig. Det pyntede overordentlig meget, at alt nu er væk
fra pladsen og vi skal fremover gøre hvad vi kan for at holde det
således.
Finansiering af hele projektet
Med hensyn til finansieringen, så har enkelte af os været meget
nervøse til det sidste. Ellehammer Fonden havde i 2009 doneret
200.000 kr. til taget på værkstedet, og Augustinus Fonden 100.000
kr., men da projektet ikke kunne startes op på kun 300.000, kom
pengene ikke til udbetaling. Der skulle derfor skaffes så mange
midler til vognhal 2, at de to fonde måske ville gå med til at
ændre formålet med donationen. Jeg så kun én mulighed: et
medlemslån på 400.000 kr. Dertil kom så vores indsamling til
Projekt 2010 på 18.000 kr. hvilket jeg egentlig synes er rigtig
flot klaret af medlemmerne. Ved at snakke med en lang række
medlemmer i august måned, fik jeg i begyndelsen af september et
samlet tilsagn om 420.000 kr. Dermed var vi så langt, at hvis blot
Ellehammer fonden ville gå med, kunne byggeriet blive en realitet,
og den meddelelse fik vi den 12.10.
Onsdag den 13.10 havde Anders og jeg byggemøde med Bundgaard Byg
og entreprenøren, der skulle grave og støbe fundamentet. Anders
kunne som det første overrække den underskrevne kontrakt. Derefter
gik vi rundt og kiggede på området. Vi snakkede også om den
fundamentsbeton, som Unicon har doneret samt halvdelen af taget,
som Cembrit havde liggende i tagplader af ældre model - men hvad
pokker, så passer de nok bedre til den 15 år gamle vognhal 1.
Angående kloakken, så har Wavin doneret kloakrørene.
Den endelige pris for den nye 400 m2 store vognhal blev på 634.000
kr. og sporarbejderne løb op i 137.000 kr. Det finansieredes med
318.000 kr. i donationer, 420.000 i klubmedlemslån samt 33.000 fra
klubkassen.
Byggeriet går i gang
Fredag den 22.10 kom
landinspektøren og satte hallen af på grunden. Samme eftermiddag
holdt vi "første spadestik" i Græsted. Vort ærede
bestyrelsesmedlem, forhenværende borgmester i Gribskov kommune,
Jannich Petersen, fik æren af at svinge skovlen, efter et par af de
obligatoriske taler. Efter Jannich var det min tur og endelig fik
Flemming, som formand, lov til et par skovle. Et trefoldigt hurra
for jernbaneklubben og den nye hal og så var der øl, vand og chips
i ventesalen. Frederiksborg Amts Avis havde en flot reportage i
lørdagsavisen.
Entreprenøren satte sin solide skovl i jorden i begyndelsen af
september og snart var fundamentet færdigt. Så skulle det lige
hærde af, hvorefter Bundgaard Byg gik i gang med at stille hallen
op. Der var spær rejsning (rejsegilde) sidst i november og da
materiellet fra juletrafikken søndag aften den 19.12 kom hjem, var
det en stor fornøjelse at stille maskine og alle vognene ind under
tag og lukke portene for vinterens kulde og sne. En 38 år gammel
drøm var gået i opfyldelse.
I foråret 2011 har vi en række restarbejder, som skal laves, for
at vi er helt færdige. Så snart frosten går af jorden går Ib &
Co. i gang med at grave kloakken færdig. Derefter kan vi lægge de
80 m2 fliser, som vi har fået foræret, opstille pallereolen og
flytte lageret fra Kagerup til Græsted. Vi skal også have
sammenbygget presenningshallen med vognhal 2 samt lave simple
træporte i den lille hals endegavl da det er uhensigtsmæssigt at
skulle surre endegavlen ned og op hver gang en vogn skal ind eller
ud.
Vognhallen er sponseret af:
Arkitekt Ole Brandstrup
Augustinus Fonden
Bundgaard Byg A/S
Cembrit
Ellehammer Fonden
Landinspektørkontoret
Unicon
Wavin
Nordkysten A/S